2018-02-10 Gangspil + Wenzell & Bugge
Dobbeltkoncert med dansk musik i topform.
Sonnich Lydom (harmonika og mundharpe) og Kristian Bugge (violin) har spillet som trio med Morten Alfred Høirup (guitar og vokal) i cirka fire år.
2017 er startet med at de er gået fra trio til duo. Lige nu og i de kommende måneder arbejder Sonnich og Kristian på materiale til en ny Gangspil cd.
Kristian og Sonnich spiller en række koncerter i USA i efteråret 2017. Når trioen besøger folk roskilde bliver det med den internationale klassiske slagtøjsspiller Ronni Kot Wenzell.
Med udgangspunkt i de mange års arbejde med den traditionelle danske musik, tilegnet i samspillet med de gamle traditionsbærere, eller fundet i gamle nodebøger, tager musikken jer med et nyt sted hen.
Sonnich Lydom bor i Dragør og er en mester indenfor den irske, fransk-canadiske og ikke mindst den danske folkemusik. Han har i løbet af de seneste 25 år genintroduceret såvel den lille toradede diatoniske harmonika som mundharpen i den danske folkemusik, og musikken fra Fanø, hvorfra Sonnichs familie stammer, har en særlig plads i hans hjerte.
Kristian Bugge kommer fra Vejle-egnen, men bor nu i København, hvorfra han rejser ud i verden med den danske folkemusik. Kristian har i mange år studeret musikalske dialekter fra hele Danmark, og spillet violin til dans og koncert, bl.a. med nogle af vore fineste gamle traditionsbærere. Han har høstet stor anerkendelse for sit repertoire og sin spillestil, og han fik allerede i 2004 DRs Radium Pris. Kristian har efterfølgende modtaget flere DMA-statuetter, bl.a. som Årets Danske Folk Instrumentalist i 2006, og Årets Danske Folk Artist i 2011, og han er desuden kendt for sit arbejde i bands som Jensen & Bugge, Habadekuk og Baltic Crossing.
Ronni Kot Wenzell er en internationelt , højt anerkendt slagtøjsspiller med danske rødder – ved denne koncert er han tredjemand i trioen Gangspil.
MEN koncerten bliver til en dobbeltkoncert, når Kristian og Ronni kaster sig ud i deres koncert, hvor dansk folkemusik møder klassisk musik. Med det spændende og vidt favnende slagtøjsinstrumentarium og den traditionelle og folkelige violin, præsenteres en energisk og samtidig underholdende sammensætning af to vigtige unge repræsentanter fra de to musikgenrer.
Ronni og Kristian mødtes i det odenseanske musikmiljø omkring byens konservatorium hvor begge har studeret. Gennem mange år har de to arbejdet sammen om forskellige projekter, bl.a. Kristians prisbelønnede debut cd (årets folkemusik debut og årets folkemusik instrumentalist ved Danish Music Awards 2006). De har mærket at de har den samme energiske indgangsvinkel til musikken og der er opstået et varmt venskab de to imellem. Med dette som grundlag er en gammel drøm nu blevet realiseret i og med at de har startet deres duo.
Musikken gives et nutidigt udtryk i duoens personlige fortolkninger. Med udgangspunkt i de to musikeres baggrunde (klassisk musik og folkemusik) opstår et bredt spænd mellem det stærkt energiske, fysisk betonede til det mere drømmende og lyrisk eventyrlige. Det er en ny og anderledes musikalsk oplevelse der præsenteres her, fjernt fra hvad man ellers møder i hverdagen, men dog så velkendt og genkendeligt.
Duoen spiller ca. 60 koncerter om året, hvor man både oplever folkemusik og klassisk musik, lige fra en Fransk/Canadisk Air (arrangeret for violin og vibrafon) til Thy-tyrkeren (suite med traditionel folkemelodi fra Thy, tyrkisk folkemelodi blandet med klassisk musik fra norske Edward Grieg og amerikanske Paul Smadbeck) og på så forskellige instrumenter som Marimba, Vibrafon, Kinesisk TAM, spansk Cajon, japansk Taigo tromme og naturligvis Violin.
Kom og oplev denne fantastiske dobbelt-koncert i folk roskilde